|






|
Kunsten taler både i ord og billeder, og kunstnersammenslutningen JYLLAND har i denne udstilling allieret sig med en række forfattere i en poetisk og anderledes udstilling i Århus Kunstbygning.
Udstillingen indtager hele huset, og kunstnerne grupperes i salene efter forskellige temaer eller kunstgreb. Til hver sal knyttes en forfatter, hvis tekst også vises i rummet. Hvor de fysiske værker giver en direkte erfaring med kunsten, tilføjer ordets poetiske refleksioner nye oplevelsesdimensioner i det fælles rum.
Kunstværkerne mødes, støder sammen, udfordrer hinanden, går i dialog, og som beskuer bliver man en del af dette samspil. Dertil kommer forfatternes stemmer, som giver deres sproglige besyv med og tolker, kommenterer, digter med eller imod, og som beskueren kan lade sig inspirere eller anfægte af. Udstillingen bliver et pluralistisk åbent og kommunikerende rum, hvor der også er plads til, at beskueren kan digte med.
En af kunstnersammenslutningens væsentlige kvaliteter er, at den rummer nutidskunstens mangfoldighed. Derfor markerer JYLLANDs udstilling nogle udvalgte positioner, der giver et samlet billede af et bredt udsnit af nutidskunsten anno 2008. I den rumlige gruppering af JYLLANDs medlemmer og inviterede gæsteudstillere opstår dynamiske sammenstillinger. Der oprettes med andre ord spillerum, som diskuterer forskelle, ligheder og sammenhænge på tværs af medier, praksis, stil og generationer.
JYLLANDs medlemmer: Erik Argus, Mogens Gissel, Peter Hentze, Sys Hindsbo, Ellen Hyllemose, Dyke Johannsen, Erling Jørgensen, Leif Kath, Anders Kirkegaard, Erland Knudssøn Madsen, Peter Martensen, Bodil Nielsen, John Olsen, Poul Pedersen, Bjørn Poulsen, Jesper Rasmussen, Jan Riishede, Poul Skov Sørensen, Kurt Tegtmeier, Erik Winckler, Eva Øhrling. Gæster: Marianne Hesselbjerg, Henrik Menné, Michael Mørk, Tina Maria Nielsen, Randi & Katrine, René Schmidt, Kirstine Vaaben og Torgny Wilcke.
Forfattere: Peter Adolphsen, Merete Pryds Helle, Peter Laugesen, Ursula Andkjær Olsen, Dy Plambeck og Martin Glaz Serup.
Udstillingen er støttet af Århus Kommunes Kulturudviklingspulje, Kunstrådets Billedkunstudvalg, KVADRAT A/S, Fritz Hansen A/S, Vilhelm Kiers Fond, Jyllands Postens Fond, Paustian, Nordsjö Farver og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
|